Jeg starter lige et andet sted end de dygtige medarbejdere…..
I en del år har den almindelige TV seer kunne nyde bølger efter bølger af mennesker, som i fuld overbevisning om sine egne evner, har frembragt mere eller mindre mindeværdige sangseancer. Nogle erkender undervejs i deres “performance” at det ikke rækker, og andre er dybt overraskede over den faglige kritik de får. Nogle er faktisk så overbeviste om deres egen formåen, at dommerne gøres uduelige i rollen som dommer.
Det er det bedste tv i den fase af talentprogrammernes liv, hvor talenterne skal findes.
Jeg indrømmer… jeg er et lille menneske som frydes over denne moderne tragi-komik. Jeg er ikke bedre end det. Det er et vindue ind til det jeg kalder “ubegrundet selvtillid”.
Begrundet selvtillid kommer af at prøve ting af, fejle, prøve mere, fejle eller vinde og bygge videre på det. Til sidst ved man at “det her” kan man godt finde vej igennem.
Ubegrundet tillid kommer når man ikke ved man skal igennem det først.
Det hedder faktisk noget:
“Dunning-Kruger-effekten er den kognitive bias-effekt, som kan observeres, når mennesker med kompetencer på begynderniveau har en tendens til at overvurdere egne evner voldsomt. Effekten, der er dokumenteret af og navngivet efter psykologerne David Dunning og Justin Kruger, forklares med, at man på dette niveau af forståelse og kompetence endnu ikke har lært at erkende grænserne for sine egne kompetencer.”
https://da.wikipedia.org/wiki/Dunning-Kruger-effekten
Men det har jo ikke noget at gøre med de dygtige mennesker at gøre? Nej….. og det fører mig tilbage til sporet.
Det paradoksale er at jo mere kompetent du bliver, jo mere usikker kan du også blive. Ved at opbygge solid erfaring er der også opbygget en forståelse for alt det du ikke ved, eller skulle vide.
Det er derfor virkelige specialister er så “kedelige” og uvillige til at svare sort eller hvidt. De skal ikke bindes op på at hurtige løsninger, fordi de ved der ikke er noget sådant.
Jeg har selv haft kolleger, hvor kompetencen og evnerne efterlader lange våde spor, for det siver ud af porerne hvor end de er. Hvor deres selvtillid burde være monolitisk.
Det underlige er at de ofte ikke ser det selv. Deres manifesterede kompetencer i kraft af produkter, tanker, løsninger eller hjælp som af andre er oplevet som suveræne, er ikke sjældent ledsaget af en tvivl om at blive afsløret i at snyde. De er så kompetente, at det kommer intuitivt og måske uden større besvær. Måske har de hen i mod kompetencen lært at det skal være svært?
Så du kan faktisk have medarbejdere, som er vildt dygtige, men som selv ikke synes det, for de ved hvad de ikke ved. Og de ved i hvert fald at der var mere de skulle have vist, hvis de skal tage ægte kredit for deres handlinger. De står i den dygtige ende af skalaen modsat amatøren.
Din opgave er at gøre dem gode og hjælpe til at opleve deres værdi på toppen af skalaen. Det betyder at du skal beslutte at fagligt anerkende og værdisætte deres kompetence. Ikke bare til den der dødsyge årlige MUS som de helst vil undgå, men i de øjeblikke hvor du oplever “ubegrundet ydmyghed”, hvor det er åbenlyst at der skal fejres.
Og det er ikke at sige “godt gjort” eller “hvor er du dygtig”.
For så risikerer du at tale fra lederens bedømmelsesposition (som ikke respekteres af den virkeligt kompetente). Du skal være langt mere præcis i hvor kompetencen skaber værdi for dig og virksomheden, hvilke specifikke handlinger der skal bringes lys på og give et ærligt og personligt tak.
Det giver plads og legitimitet til at den dygtige medarbejder tør se sig selv som god, når du siger det.