”I denne sag lægger jeg mig fladt på ryggen”
”Der er beklageligvis lavet fejl og det er jeg personligt ked af”
”Jeg ved ikke hvordan det kom hertil, men nu har vi sat en stopper for det”
Ovenstående er udsagn, der i forskellige versioner er lydt fra øverst ansvarlige i de seneste år. Det er sagt når en praksis, som hvis ikke juridisk, så moralsk, har vist sig på den anden side af det borgere, kunder eller partnere finder acceptabelt. Der hvor den ansvarlige netop ikke har været helt så ansvarlig for produktets lødighed, handlingens lovlighed eller planens legalitet.
”Går den, så går den”, kan det virke, som om der blev tænkt på et tidspunkt, lang tid før afsløringen bliver en realitet.
”Går den, så går den”, kan det virke, som om der blev tænkt på et tidspunkt, lang tid før afsløringen bliver en realitet.
Når kampen er fløjtet i gang, så gælder alle kneb. For forretningen kræver at der scores point, gerne mange flere end modstanderen. Det sker i kampens hede at ordentligheden glider i baggrunden.
Jeg har en ung søn på 17 år som spiller håndbold. Han er i den sammenhæng blevet indrulleret i Håndbold Region Østs dommeruddannelse.
Han træder ind på banen med sin fløjte, sine kort og sin fornemmelse for hvordan reglerne skal bruges til at regulere spillet. Han ved ikke hvordan holdene kommer til at spille, hvem der bliver vinderen eller hvor meget han skal bringe sin autoritet i spil. Men han ved, at han er dommeren, og hvilket ansvar han har sagt ja til!
Men han ved, at han er dommeren, og hvilket ansvar han har sagt ja til!
Jeg spurgte ham på et tidspunkt hvorfor der var brug for en dommer, når nu alle kendte reglerne. Min søns svar var at dommerens særlige opgave er at passe på begge hold samtidigt, give ”råd” til spillerne når de træder ved siden af, og holde spillet i gang.
Og en særlig lille ekstra bemærkning fik mig til at tænke. Det var: ”For det gør trænerne ikke, de vil jo bare have at deres hold vinder”.
Det var den bemærkning, der skærpede min opmærksomhed på en af de billeder vi bruger for at forklare lederens opgave: Som en træner af et hold, måske endda som spillende træner, hvor sejren er det vigtigste. Det passer også fint på billedet af den leder, der har et entydigt fokus på profitten og som pisker sit hold frem.
Men det passer også på en leder, som lader sit hold spille, styret af nøglespilleres vaner eller personlige ambitioner. Der hvor lederen afmonterer ansvarligheden, og lader spillet folde sig ud uden indgriben.
Uanset, så er det med det kortsigtede mål for øje, nemlig at vinde kampen.
Men der er også en tid efter kampen. Der hvor man mødes i omklædningen, der hvor kan skal spille en ny kamp, der hvor man måske har brug for hjælp fra det andet hold. Hvis man har fokuseret på det kortsigtede og den lettere umoralske sejr, er der givetvis ikke stor velvilje resten af turneringen.
Det koster at spille som om der ikke er nogen dommer. For det er der altid.
Vi kan næsten instinktivt se det når noget er løgn, uretfærdigt, grimt eller ondt. Det er vigtigt at forstå som leder, hvor man kan tro at have magten til at tale det umoralske moralsk igen. For det kan man ikke. Lederen har fået magten til at sikre at grænsen mellem det vi ved er rigtigt og “lidt” forkert ikke overskrides.
Lederen har fået magten til at sikre at grænsen mellem det vi ved er rigtigt og “lidt” forkert ikke overskrides.
Hvis du ikke agerer som en døm-selv dommer og accepterer at “file” på reglerne når kampen er i gang, koster det på den lange bane på troværdigheden og tilliden. Og det giver i fremtiden problemer på de korte baner. Eksempelvis vil de dygtigste fremtidige kandidater, dem der både har kompetencer, holdninger og helhedssyn, fravælge virksomheden som et arbejdssted. Der er også nogle, der vil blive tiltrukket, men jeg vil postulere at det kun vil bidrage til en dysfunktionalitet, som startede med en leder med manglende sund dømmekraft.
Virksomhedsspecifikke værdier fungerer som en rettesnor for hvordan kulturen i en virksomhed gerne skulle forme sig. Det er vigtigt at huske værdierne først får reel betydning, når de sættes under pres og stadig efterleves. Der er ikke lovmæssigt krav om overholdelse, og derfor fristende at se bort fra i en presset situation. Lidt ligesom fair play, som kan komme lidt under pres når der er få minutter tilbage, stillingen er lige og kampen SKAL vindes.
Det er vigtigt at huske værdierne først får reel betydning, når de sættes under pres og stadig efterleves.
Og så er det den der dommer kommer på banen (så at sige….). Den der fløjter og minder om at uanset hvor intenst kampen bliver udkæmpet, så er der nogle grundlæggende regler, der sikrer at vi kan mødes igen i den næste kamp.
Min søn starter altid med at give hånd til trænerne før kampen starter for at markere sin rolle. Nogen gange skal han lige insistere overfor en stor voksen træner, men så er denne også klar over at der er en dommer, som vil sin opgave. Sådan tror jeg det er godt at trykke sin egen indre dommer i hånden, når der er meget på spil. Særligt hvis konsekvensen af ikke at have hilst på sin egen døm-selv dommer er at man senere bliver afsløret i at have snydt…. for det gør man til sidst.
Og når kampen er slut kommer trænerne altid hen og trykker min søn i hånden og roser ham. Og det på trods af gule kort, 2 minutters udvisninger, straffekast og henstillinger, som i kampens hede blev bedømt som fejl og dårligt dommerarbejde.
For hvis dommeren ikke var der og tog ansvar for kampens udvikling, var det blevet noget værre rod.