I en tid hvor arbejdsrelationer sker på afstand og gennem skærme, uden den vante daglige interaktion, altså snak, er det fornuftigt at blive skarp på hvordan vi kommunikerer. Fordi selvom vi arbejder alene, sker det fortsat i rammen af et skabende fællesskab. Når vi ikke kan koordinere undervejs eller blive kærligt reguleret, sker der det fantastiske at metoder og kvalitetsniveauer bevæger sig af forunderlige og højst individuelle veje. Over tid bliver vi ikke så “alignet” som normalt, og det kan være vanskeligt for ledere at holde orden i sagerne.
Så hvordan regulerer man som leder, når præmissen er større autonomi og selvregulering på hjemmearbejdspladsen. Man giver feedback……
Når vi begiver os ud i feedback, så tilsiger al lærdom at feedback’en skal tilrettelægges og orkestreres positivt og anerkendende. Det er grundsubstansen i mange lederkurser, at vi skal planlægge vores tilbagemeldende kommunikation ud fra særlige trin, for at det kan modtages af den anden. Der er også træning i hvordan man kan være modig og åben i at modtage feedback. Særligt ledere skal være modige og åbne (og dermed rummelige for hvad der nu kommer)
Og husk at sige tak…..begge to!
Jeg vil komme med den påstand, at når man stiller en observation til rådighed, pakket nænsomt ind efter alle kognitive kunsters regler, så sker det tit at noget centralt skubbes i baggrunden: At den anden har gjort det, der er gjort eller sagt med de bedste intentioner.
Der er en historie bagved, som jeg negliger med mit nok så velmente: “må jeg komme med noget feedback”, eller ” Jeg så at du….., eller “Har du overvejet at…., eller det megen feedback faktisk er: “Må jeg ikke give dig et råd?” Det tager udgangspunkt i min oplevelse af en observation, og hvis min position er som leder, er det svært at afvise. Man siger jo ikke nej, sådan åbent i hvert fald.
Min ene søn kom den anden dag med en egentlig ganske fornuftig feedback til sin lillebror (min anden søn) om oplevelsen af hygiejnetilstanden på dennes værelse. Det blev modtaget med et helt tydeligt “Øøhhh……..Spurgt?!”
I en voksen kontekst kunne dette oversættes til:
“Tak for den spændende observation. Jeg er glad for at du interesserer dig i mine opgaver på den måde. Jeg havde slet ikke selv set det på den måde, men nu hvor du siger det, vil jeg tage det med til en anden gang, hvor jeg vil huske at vi har talt om det her!”
Altså:”Øøhhh……Spurgt?!”
Feedback betyder “tilbageføring af information”. Feedback er det, du registrerer og ser hos den anden som du formidler tilbage til ham eller hende. Den positive feedback er nem at give (og nogen gange svær at tage imod). Den kritiske er svær. Det er den vi forbereder gennem alle mulige formler og huskeregler. Men vi forbereder oftest kun budskabet, og glemmer at forberede relationen.
Når jeg tilbyder feedback er afsættet med en “mereviden”,- noget den anden ikke har set, og derfor potentielt sårbar overfor. Derfor skal der ikke meget til at den mentale teenager aktiveres under hjerneskallen. Man kan se det ved et næsten usynligt gardin, der trækkes foran modtageren øjne.
For at den tilrettelagte feedback kan modtages, skal der lige indskydes en fase inden.
En observation præsenterer sig bedre fra en nysgerrig position, end en merevidende ditto. Så starter en potentiel feedback ikke som nævnt tidligere med et spørgsmål om tilladelse, som ingen afviser af høflighed. i stedet starter feedback med et nysgerrigt spørgsmål om den andens intention i situationen.
Min søn kunne have spurgt “Hvordan holder du egentligt styr på hvilket tøj der rent, og hvilket der er beskidt , når du ikke fylder noget i dit skab?” Så fik den yngre bror mulighed for at forklare sine intentioner og snedige planer. Og det kunne jo give så meget mening at det ville opløse behovet for feedback (selvom det kan være virkeligt irriterende).
Hvis der ikke er en god grund, så giv gas med feedbacken, for så er der måske chance for at der en voksen, der lytter, og ikke den mentale teenager.
Den egentlige øvelse er at være ærligt og åbent nysgerrig, og starte med et spørgsmål, som ikke er en snubletråd ind i den planlagte feedback, for så ender det i et høfligt kamufleret “øøhh……..Spurgt?!”